Historie

15. Januar 2011 D. 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. D. 21. november 1985 havde 'Op På Fars Hat' med Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen premiere. D. 15. januar 2011 blev datoen hvor Æ’ Bryglaug gjorde forarbejdet til vores første øl. På denne skælsættende dag i historien mødtes Jakob Mastrup, Christian Pedersen, Kim Hehlert og Danny Mastrup på Sønderupvej 36 i Nr. Vium.
Vores første bryg
Luften var tyk af rugbrødsaromaer og gas fra de pulsende blus under gryderne. Smilene var brede, og kompetencerne fra de fire mænd overlappede hinanden på foruroligende perfekt vis. D. 15. januar 2011 var en maraton, men man skal jo starte et sted. Vi havde to gryder og to tvivlsomme gasbrændere. Derudover var vi kun os selv – en elektriker, en revisor, en laborant og en mejerist. Et kompetent team, hvis vi selv skal sige det. Men én ting er suveræn viden og godt humør – noget andet er materiel, og her var vi ikke videre godt stillet. Det var således meget usikkert, når vi skulle temperaturstyre mæskningen. Et tidskrævende projekt – Ja, faktisk tog det 10 timer med vores først batch af øl.
Grundsten til perfektion
Resultatet blev enestående. En fabelagtig stout, som var så sort som en brøndgravers røv. Smagen var fyldt med kaffe, brændthed, røget og stærk. Der var smag for skillingen, og vi var noget stolte af dette første produkt.