Nyheder

Fremhævet

12-02-2014

Æ' Bryglaug udlejer brygger 

Med en opskrift under armen drog pressechefen i forgangne weekend fra Hillerød til Aarhus for at brygge øl. Han var lejet til at brygge i sit gamle hjem på Fredensgade Kollegiet, der ligger lige over for Kurts Mor (til dem som er stedkendte). De flinke, unge mennesker på kollegiet havde i forvejen stemt på, hvilken type øl der skulle brygges. Resultatet blev en IPA, og derfor havde opskriftmageren fra Æ’ Bryglaug sammensat en liste af ingredienser, som i sidste ende ville blive til en American IPA. Sørens også Øllet vil få en god portion bitterhed, som får visdomstænderne til at hoppe bagerst i munden, for der var nemlig hentet en god portion af det fineste amerikanske humle hjem forud for projektet. Til ære for varmemesteren (igen) Det var anden gang, at kollegianerne fra Smilets By skulle have brygget øl med hjælp fra Æ’ Bryglaug. Sidste gang blev der brygget en mørk og kraftig stout, som fik navnet ”Det var Sørens” opkaldt efter kollegiets varmemester Søren. Han er en behagelig mand, som tuller rundt på kollegiet og laver småting med et stort smil på ansigtet, så han skulle da have en øl opkaldt efter sig, syntes tanken at være. Nu kan den gode Søren så bryste sig med at være en af de få mennesker i Danmark, der har en hel øl-serie (på 2 øl) opkaldt efter sig, for anden øl skal selvfølgelig hedde ”Sørens også”. Det er helt genialt fundet på, og vi fra Æ’ Bryglaug kan om nogen sætte os ind i tanken om, at øl skal opkaldes efter viceværter. Gert er nemlig også engageret i det ædle erhverv. Kun for øllets beboere Der kommer godt 15 liter fantastisk øl ud af lørdagens anstrengelser i kollegiets fællesrum, men hvor tørstig man end måtte være, vil det ikke være muligt at smage disse dråber, medmindre man bor på kollegiet eller på anden måde har adgang til deres fester. Det er kun pressechefen, der er særligt indbudt til prøvesmagning, men han lover hermed, at han nok skal give en grundig beskrivelse af resultatet. Bliver øllen den succes, som vi alle forventer, kan I være sikre på, at vi laver en American IPA i Æ’ Bryglaug fremover.  
12-02-2014

Gert Oak Special

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi hos Æ’ Bryglaug er noget stolte over vores Gert. Vi har arbejdet på denne øl i næsten tre år, og siden starten er øllen blevet mere humlet, mere klar i flasken, og vi har lavet den som fadøl. Men det stopper slet ikke her. Nej, slet slet ikke.. Nu har vi nemlig forsøgt os med at smide Gert i en tønde af det smukkeste egetræ, som du kan forestille dig. Årsagen er enkel – fordi vi fire mænd fra Æ’ Bryglaug er mere end almindeligt glade for faglagret øl, og fordi vi kan! Photo Hvis I kender nogen, der kender nogen… Som det ses på billedet, så er det en meget lille del af vores Gert-produktion, der er kommet på egetræsfad. Det skyldes to ting. For det første er dette et forsøg, hvor vi skal se, om Gert overhoved gider ligge i sådan en tønde og kigge, eller om han bliver mærkelig i smagen af det. For det andet har vi desværre ikke flere tønder end formandens lille frække sag, der ses nede i venstre side af vores varmeskab. Det vil sige, at det kun bliver til en smagsprøve, når øllet er færdig om en måned eller to. Derfor skal du endelig ikke holde dig tilbage, hvis du kender til en tønde, som vi kunne anskaffe til billige penge. Det er for os ikke så vigtigt, om der har været whisky, billig rødvin eller hvidvin i trætønden inden, bare vi ved, hvad den har været brugt til tidligere. Oak Special skal have noget tid Vores nye øl kommer til at hedde Gert Oak Special, og planen er den, at Gert’en ligger i tønden i noget tid og suger smag til sig, og derefter skal den på flaske med specialdesignede labels. Vi håber meget, at det bliver en succes, og vi sidder lidt på hænderne for ikke at komme til at prøvesmage alt for tidligt. Resten af øllet i skabet er Gert #8, og den er færdig i slutningen af februar. Skål fra Æ’ Bryglaug  
06-01-2014

Æ' Bryglaug åbner filial på Sjælland

Som de fleste nok ved, så er pressechefen i Æ' Bryglaug flyttet til København, nærmere bestemt Hillerød. Her sidder han uden for pædagogisk rækkevidde og kan følge med over skype, når bryglaugets medlemmer smider øl på flaske eller holder inspirations-ølsmagninger. Den manglende deltagelse i fænomener som "tirsdagsøl" og "torsdagsøl" er dog efterhånden blevet for meget for den ølhungrende eksiljyde. Han har derfor (gennem julegaver) anskaffet sig sit eget lille testanlæg, så han fremover kan bidrage til udviklingen af Æ' Bryglaug og få stillet sin øltørst. 2014-01-05 22.40.06 For de interesserede er der tale om en henkogningsgryde på 1800 W og med plads til 29 liter.
Svinet er testet
Første bryg bliver en juleøl med nelliker, kanelstang og appelsinskal. Der kommer kun omkring 15 liter ud af forsøget, for det er første gang, at Æ' Bryglaug skal lave en juleøl. Det kan godt være, at vi skriver januar lige nu, og at der er længe til jul igen, men det gælder jo om at være forberedt, og det er ikke til at sige, om øllen skal testkøres et par gange, før den er klar til julebordet. 2014-01-06 12.16.13 Appelsinen er selvfølgelig økologisk. Men derudover er der tilsat masser af gluten og stråforkortere til bryggen. Man skulle helst ikke beskylde os for at være frelste.
Flotte flasker, men grimt indhold
Juleøllen skal i første omgang på gamle Flensburger-flasker med patentlåg. Som alle ved, at Flensburger pilsner jo noget af det arrigste pis, men flaskerne fejler intet, og så er det lidt charmerende at åbne øl på den måde. 2014-01-05 22.40.23 Desværre er det ikke en øl, som folk kommer til at smage. De 15 liter er ikke mere, end vi kan få slugt på en uge i Æ' Bryglaug, men flinke som vi er, så skal vi nok skrive lidt om, hvordan øllet smager om et par måneder, når den er færdig. Følg også løbende med på vores facebookside - www.facebook.com/Bryglaug Og til sidst så ønsker vi er et godt nytår alle sammen.  
09-12-2013

Ølrejsen til Oslo

For et lille stykke tid siden siden skrev formanden en sms til pressechefen. Den lød sådan her: ”Ska du med til Norge et par dage?? Kommer igennem Kbh på vej derop senere i dag…” Svaret fra pressechefen lød først lidt skeptisk, for det virkede ikke specielt gennemtænkt, og hvad kunne Norge lige tilbyde? Men på det tidspunkt havde pressechefen vandret rundt i Høje Tåstrups Ikea i en time i jagten på et tv-møbel, og da der var gået endnu en time, lød det pludselig ikke helt dumt længere med sådan en spontan sviptur væk. Det lød i hvert fald bedre end Sverige og for den sags skyld Høje Tåstrup. Og sådan gik det, at GPS’en blev indstillet til Oslo og øl med formanden.
Øl er dyrt
Advarsel: Denne artikel er kaldt for ”Ølrejsen til Olso”, men det er måske en journalistisk stramning. For det første er det begrænset, hvor meget man kan nå at opleve af ølkultur i Oslo på to dage, og for det andet er det kraftpetervæltemig dyrt at købe øl i Norge – en koster specialøl ofte på den gale side af 100 kroner. Så det er begrænset, hvor meget man har råd til at stimulere sine smagsløg med forskellige indtryk, selvom man selvfølgelig har lyst til konstant at bombardere dem med nye øl. Der er et par steder, som formanden og pressechefen gerne vil fremhæve fra vores rejse. Først er der den irske pub The Dubliner, hvor priserne er rimelige, alle taler, så man kan forstå dem (engelsk), og underholdningen består af enten live musik eller maskuline sportsgrene i tv som for eksempel dart. Og kommer man ind af døren en kold dag, så må man IKKE snyde sig selv for deres irske stuvning. Den er voldsom god.
Smag nok til tre
Hvor udvalget af øl hos den irske er lidt sparsomt, hvis man er til mørke øl, er problemet lige modsat hos Beer Palace. Her er der så stort et udvalg, at man nødvendigvis kommer til at irritere bartenderen, når man står og bladrer kataloget igennem i flere minutter. Man skal nemlig ikke kun kigge på smag, når man bestiller øl. Hos Beer Palace har priserne taget et gevaldigt nøk opad, og regnskabschefen kunne sikkert lave en fin kurve, der illustrerer, hvordan øllenes pris stiger proportionelt med, hvor specielle de er. De har blandt andet den danske øl Dryhop til 192 norske kroner. Herhjemme står den til 50-75 kroner på en bar - og kan klart anbefales, hvis man er til humlede øl.
2013-11-11 20.57.11
Formanden og pressechefen valgte derfor klogt nok at købe et par 10 cl ølprøver til 25 kroner stykket for at smage lidt forskelligt, inden vi kastede os over en satan så sort og voldsom, at den nærmest opslugte al lys ved vores lille bord. Således sad vi i tusmørket og smagte øllen, der går under navnet Odin’s Tripple fra Haandbryggeriet. En halv liter, der på intet tidspunkt mildner i smag, sødme, brændthed og varme. Her var der i sandhed tale om en nydelse, som gav så meget smag uden at det kammede over – til at starte med i hvert fald. Sagen var nemlig den, at formanden og pressechefen skulle videre i programmet, og derfor måtte vi på et tidspunkt melde ”tøm glasset”. Det er ikke en leg, man leger med selveste Odin uden at skulle kæmpe for det, men vi kom til bunds i glasset, som de mænd vi nu er!
Oslo Færgen er ligegyldig
Efter et par gode dage på beværtningerne i Oslo strøg vi håret tilbage og tog kurs mod syd. Vi skulle med Oslo Færgen, og lad det være sagt med det samme. Her er ingen øl, der er værd at nyde, medmindre du lige har lagt fliser eller bygget en carport. Pilsnere så blege som de mange hundrede pensionister, der tager på mini cruise over Kattegat. Det er ligegyldig væske, som endda er vanddrivende, og denne type øl kan kun nydes efter hårdt arbejde. Det ved alle. Vores råd er derfor, at hvis du har råd til at tage på en rigtig ølrejse i Norge uden begrænsninger, så har du også råd til en flyver derop. Skål og god tur.  
30-11-2013
Uha da da det var godt!
Helt tilbage i marts måned skrev Æ’ Bryglaugs regnskabschef en mail rundt til laugets medlemmer, hvori der stod følgende: ”Så kan I godt reservere torsdag d. 21. november 2013. For jeg har lige købt 4 billetter til De Nattergale, der kommer til Holstebro.” Der var ikke et øje tørt, for det her har vi ventet på i mange år.
Nu griber det godt nok om sig”
Straks derefter fulgte regnskabschefen op med en mail, hvor han bebudede, at vi hver især skyldte ham 400 kroner. Et typisk træk fra manden med kuglerammen, og pressechefens første tanke var da også: ”Nu griber det godt nok om sig”, men der var ikke at gøre. De penge skulle ud og flyve, for denne oplevelse var der ingen af os, der ville være foruden. Sagen er nemlig den, at De Nattergale har været fast inventar i stereoanlægget hos bryglaugets medlemmer det meste af livet. Vi kan sangene udenad, og når nu De Nattergale endelig har stablet et show på benene 22 år efter The Julekalender kørte på skærmen første gang, så skulle vi da være nogle skarn, hvis ikke vi sad på 9 række og klappede voldsomt meget i takt.
Det ka’ jo aldrig gå værre end hiel gal”.
Forventningerne var dog ikke så store inden koncerten. Over et par gyldne damer på en lokal beværtning sad vi og talte om, hvordan showet mon ville tage sig ud. Uffe, Viggo og Carsten er jo ikke så unge, som de engang var, og vi har før oplevet, at Hr. Viggo Sommer har haft en smule svært ved at huske teksterne under hans one man show. ”Det ka’ jo aldrig gå værre end hiel gal”, når de tre mænd er samlet, men det var også tvivlsomt, at det ville blive himmelråbende godt. Derfor var aftalen, at vi intet ville forvente i håbet om at blive positivt overraskede.
”Nu ka’ det vist ik’ bli’ meget bedre”
Vi kunne have forventet det helt store, og vi ville stadig blive glædeligt overraskede. Uffe, Viggo og Carstens eminente optræden var simpelthen verdensklasse. Ikke nok med at de spillede mange klassikere fra især julekalenderen. De havde også en masse selvironi, hvilket blev illustreret i allerførste sang. Uffe Rørbæk Madsen farede rundt på scenen, mens han sang eller i hvert fald prøvede på det. For manden havde knap nok luft til at få versene ud af munden til stor morskab for resten af bandet.
”Hva’ har vi da gjort… siden vi ska’ ha’et så godt”
Koncertens højdepunkt var uden tvivl, da hittet ”Folmers Polterarbend” blev fremført. Her stod Viggo Sommer bag mikrofonen, og han havde fået proppet adskillelige pauser ind i sangen, fordi han ikke kunne finde luft til det normale opskruede tempo. Det geniale ved fremførslen var dog, at han inviterede publikum med til at synge. Vigge Sommer: ”Så kom Sofa-Jørgen med en hel flaske Bailey. ” Vi råbt' i kor:” Publikum: ”Det er bar' dæjlig'!” Da den kære Viggo Sommer rakte mikrofonen ud over scenekanten, fik han sig lidt af et chok. Man kunne tydeligt se, at han på inden måde havde forventet sådan en respons, for hele salen råbte sætningen ned mod bandet med sådan en kraft, at De Nattergale ikke kunne lade være med at vende sig om og smile til hinanden. Vi tog det vers tre gange, fordi Viggo Sommer syntes, at det var så fedt, og hver gang blev publikums råb bare højere. Det var fantastisk at være med til.
”Det ku’ da ha’ været møj værre!”
Der var bred enighed blandt bryglaugets medlemmer om, at vi ikke kunne have forestillet os et bedre show. Jo, så skulle det have været længere, for vi kunne have siddet der endnu og jublet. Vi fik endda ondt i hænderne af at klappe under showet, og selv den reserverede regnskabschef sad og hujede som en anden teenagepige – selvfølgelig med måde, men alligevel. Vi giver derfor maksimum karakter til De Nattergale. Seks ud af seks logoer skal de have. Tak for en fantastisk optræden!
21-11-2013
Så fik vi holdt generalforsamling for 2012
Æ’ Bryglaug har lige afholdt generalforsamling. Lørdag 16.11.2012 samledes vi alle i bryglaugets fine lokaler Æ’ Skur til et brag af en generalforsamling. Nu tænker den opmærksomme læser nok; ”Var det ikke lige sent nok at holde generalforsamling for 2012?”. Jo, det har du da helt ret i. Vi har været lidt sløve med at få gjort alvor af det, men det blev til noget, og det var bare hyggeligt, velsmagende og produktivt. Vi fik blandt andet en Gert #2, og hvor har vores produkt udviklet sig meget siden dengang – til det bedre! Derudover fik vi en smagsprøve af vores første øl nogensinde. Og nej, det er faktisk ikke en Gert med i stedet en stout, som vi helt tilbage til 15. januar 2011 fik bakset sammen. Den har aldrig stået flottere i glasset, skal vi hilse at sige. Sort som under neglene hos en gartner og med det fineste Michael Carøe-farvede skum. Vi er lidt stolte over at kunne åbne for en øl, der næsten er tre år gammel og som faktisk er blevet bedre med årene. Den har fået mere tykkelse og krop, og så har den en super brændthed og en dejlig varme. Desværre er der ikke, så alle kan komme til at smage den. Faktisk bliver den gemt på et hemmeligt sted og kun fundet frem til generalforsamlinger, og vi glæder os allerede til næste gang, hvor vi får lov at smage denne øl igen. Kort om generalforsamlingen skal det lige siges, at formandens beretning sad lige i øjet. Pointen var, at vi ærede brygmedlemmer skal være bedre til at brygge for hyggens skyld og måske eksperimentere mere, selvom det nok kommer til at gå ud over antallet af producerede øl i den sidste ende. Derudover fik vi aftalt, at der skal ske noget mere på nyhedsfronten. Vi skal simpelthen noget mere ud over rampen, og derfor blev det besluttet, at der mindst hver 14. dag skal være en nyhed på hjemmesiden, så den ikke ligger øde hen. Så stay tuned, som man siger. Skål for Æ’ Bryglaug.  
21-03-2013
Gert med flere procenter
              Succesen ville ingen ende tage, da vi 17. marts åbnede dørene til brygdag. Vi bryggede en Gert, mens ikke mindre end 22 personer kiggede over skulderen og fik smagsprøver. Det var også dagen, hvor vi første gang bryggede live på webcam. Interesserede kunne sidde hjemme i stuen og følge processen, stille spørgsmål og skåle til bryggerne i Nr. Vium. Måske steg den store opmærksomhed os en smule til hovedet. Der blev i hvert fald ikke så meget øl ud af opskriften som planlagt. 85 liter blev det til, hvor der skulle have været 120 liter. Alkoholprocenten blev heller ikke helt som planlagt. Normalt indeholder en Gert 8 procent, men denne gang blev det til hele 9,24 procent. Gæren havde spist noget mere end normalt, men ifølge regnskabschefen, formanden og brygmesteren, så smager den nu meget godt af den grund. Øllet, som vi kan kalde en særudgave af Gert, har mindre sødme og en lidt større alkoholsmag. Den er mere klar, da den er stukket om af to omgange. Om 14 dage er øllet helt færdig med sin lagring.  
31-03-2013
Max øl - måske Æ' Bryglaugs nye sortimentsøl
Formanden og Regnskabschefen mødtes onsdag hos Regnskabschefen for at eksperimentere med en ny øl, opfundet af Pressechefen. Øllen har indtil videre fået navnet "Max øl", da det er et eksperiment på hvor høj en alkoholprocent vi kan fremkalde. Hvis alt går som det skal, hvilket det indtil videre har gjort, så rammer vi intet mindre end 12 %. Men det vil de endelige målinger vise, når vi er klar til at få det på flasker og Kegs. Øllet stikkes om imorgen, hvor det derefter skal stå i yderligere 3 uger, før den er klar til at komme på flaske og kegs. Der er selvfølgelig smagt løbende, og der er tale om en stærk, lidt sød, og let humlet øl, som formentlig vil kunne starte en fest, lige meget hvor og hvornår den indtages.
24-03-2013
Gert er nu stukket om
Formanden og Regnskabschefen mødtes søndag for at stikke Gert om, som det hedder på bryggersprog. Det vil sige, at øllet hældes over i en ny gærspand, for dermed at filtrerer alle gærrester fra. Gert skal nu stå endnu en god uges tid, hvor vi igen vil vurdere, om der er behov for endnu en omstikning. Vi smagte selvfølgelig på det, og jow, den er god nok, Det var en Gert. Den lidt sprittede smag, som vil aftage en smule efter lagringen, og så den typiske smag af malt, humle og honning.
15-03-2013
Kom til brygdag
Vi står alle fire og kigger ned i den store gryde i rustfri stål. På maverne holder vi hver vores Slots Classic og i baggrunden kører radioen. Luften er tung og sød i garagen på Sønderupvej 36 i Nr. Vium, og gulvet er fedtet. Det er også en smule koldt, men vi ænser det ikke. Foran os sker miraklet nemlig. En ny omgang Gert bliver til... Kom og vær med, når vi på søndag holder åben brygdag! Der vil være prøvesmagninger undervejs i processen, og man kan også komme til at smage en færdig Gert. Vi starter op lige efter frokost søndag 17. marts. Bare bank på garagenporten, og så skal vi nok åbne op. Alle er velkommen, og man kan komme og gå hele eftermiddagen igennem.  
14-11 2012
Vi planlægger nye øl
Der skal ske noget nyt. Vi skal have lavet en masse forsøgsbryg i Æ' Bryglaug, så vi kan snart kan introducere nye typer øl. Vi har allerede planlagt at lave en humlet IPA og en sort IPA, der ligeledes har masser af humle. Men vi vil gerne have endnu flere slags øl. Hvis du sidder med en idé, så send den til bryglaug@bryglaug.com Hilsen Æ' Bryglaug
09-10 2012
Brygdag på søndag
Nu på søndag (1410.2012) skal der igen brygges om omgang øl i garagen på Sønderupvej 36 i Nr. Vium. Æ' Bryglaug åbner dørene for nysgerrige. Så hvis du gerne vil se, dufte og smage på en gang hjemmebryg, så kig endelig forbi over middag til en snak. Hilsen Æ' Bryglaug  
19-09 2012
Bestyrelsesmøde i Skuret
Der blev traditionen tro knappet op for hjemmebryggede øl lige fra starten, da Æ' Bryglaug 16.9.2012 havde bestyrelsesmøde i "Skuret". Smørrebrød var der også nok af, så de tre timers diskussion forløb uden problemer. På mødet fik vi (endelig) underskrevet regnskabet for 2011, da vores regnskabschef denne gang opgjorde for sin brøler til generalforsamlingen tilbage i juli. Til bestyrelsesmødet var dokumenterne nemlig printet ud.
Anlægget opgraderes
Formanden havde til mødet også haft gang i printeren. Han havde en til hvert bestyrelsesmedlem medbragt en oversigt over vores bryganlæg, som vi håber at gøre en tand mere teknologisk inden for overskuelig fremtid. Nøgleordene er temperaturmålere, pumpesystem og effektiv nedkøling. Det bliver kræs for kendere, og vi glæder os meget!
Ny øl på vej
Vi besluttede også at forsøge med en af vores testbryg i lidt større målestok. Øllen har i et smagspanel fået gode anmeldelser. Der er tale om en mørk sag med en betydelig humlebitterhed. Men nok om vores nye barn. Ham skal I nok få lært at kende inden længe.  

Den Gyldne Jens på flaske

Så blev det tid til, at seneste produktion skulle på flaske. Den Gyldne Jens, som den så flot hedder, har nu lagret længe nok, og vi skulle have de gyldne dråber på flaske, så de kan hygge sig den sidste stykke tid, inden vi om en lille uges tid igen vil smage på sagerne, og se om resultatet er tilfredsstillende. Men at få øl på flaske er en længere, og med forberedelse, rengøring, og de obligatoriske ølpauser, så tager det sagtens det meste af en dag.   Vi startede lørdag formiddag med at hente flaskerne.   Formanden har desværre ikke sin elskede svinetransport længere, så vi måtte tænke alternativt, for at få de mangler flasker med til Nr. Vium.   Heldigvis er hans glimrende Ford mere rummelig end først antaget. Så med lidt snilde og teknik, fik vi smidt flaskerne ind bag i bilen på en lidt utraditionel måde. Men det virkede:-) 2015-02-14 09.47.37 2015-02-14 09.47.53 2015-02-14 09.49.15 2015-02-14 09.49.18 2015-02-14 09.49.33 2015-02-14 09.50.42 2015-02-14 09.51.36 Men resultatet blev nogenlunde som forventet... En MEGET letdrikkelig øl, med en svag duft af humle, og en meget let bitterhed, fordelt på ca. 80 flasker står nu på lager, og er klar om en god uges tid. Vi valgte at dele øllet op i to portioner, hvilket betyder, at vi stadig har ca. 60 liter til at stå til lagring. Med dette lille forsøg håber vi på, at øllet får en smule mere fylde og krop, men det vil kun tiden vise... 2015-02-14 12.21.37 Her tester formanden lige, om det er værd at tappe på flasker. Det var det... 2015-02-14 12.56.382015-02-14 12.56.42   2015-02-14 12.21.432015-02-14 12.43.172015-02-14 12.43.22 Vi har for længe siden eksperimenteret lidt med en ny aggregat til at tappe øl med, og den skulle for første gang stå sin test. Og det var med blandet succes. Nok kunne vi fylde 4 flasker på én gang. Men problemet var, at der ikke kom helt lige meget i alle flasker. Så også her er der plads til forbedringer. Men vi blev enige om, at det helt klart var en forbedring af tapningsprocessen. Her ses resultatet af en dags arbejde. Ain't she a beauty... 2015-02-14 14.23.19 Inde i skabet står flaskerne, og ved siden af ses resten af de gyldner dråber. 2015-02-14 14.50.01